Kunstmunke

To kunstmunke, Vancouver, 1994

I 1994 gennemførte Wiktor Sandowicz og Lars Kræmmer en 7 måneders happening under titlen: “Art Munks”

De to kunstnere iførte sig hver sin, håndsyede kutte hver dag i 7 måneder. Dette medførte en livsstil og en kæde af begivenheder, som kom til at påvirke både kunstnerne selv og det samfund som var involveret.

 

 

Uddrag fra bogen “ARTMONEY” omhandlende de to kunstmunke… 

Kuttes kraft

 

Kuttes magiske kraft. Tøj gør forskel. Udadtil, indadtil. Særligt når stil skiller fra mode. Og det gør munke på afveje. Jeg går alene gennem Vancouvers moderne gader i oldtidsbeklædning. Bemærker hvordan folk standser og glor. Når vi vandrer to opstår mylder. Folk stimler sammen og betragter fænomen med vantro. Udadvendte individer kontakter os og spørger til vores religiøse overbevisning. Andre beder om personlig krisehjælp. ”Help me please!” Hvad svarer man på sådan en anmodning, andet end, ”Yes – follow me!” Maby crazy? Men det virker ganske naturligt.

 

På det seneste er opstået en lille gruppe unge. Følger os i gader. Hænger ud i atelier. Køber ind og bringer praktiske gaver. Sidder, spørger, lytter. Svar fra kunstmunke som fra orakler. Intense unge får os ganske enkelt til at tale som hellige.  Det er med blanding af undren og nysgerrighed, at jeg hengiver mig til rolle som orakel. Lader forbavsende vise ord flyde fra ligeså forbavset mund. Bag performance facade prøver jeg at finde en brugbar kobling. Begribe hvad der sker. En ting er vidst. Kontinuerlig kutte kreerer kult. Noget er under opsejling. Noget organisk som gror blandt mennesker med rod i beklædning.

 

Unge Adam Burns er høj og tynd. Kraftigt, bølgende, tilbagestrøget brunt hår. Pænt, konservativt, blåt tøj. Sund kulør. Store uskyldige kastanjeøjne spærret vidt åbne for en forunderlig verden. Ansigtsudtryk af dyb naivitet og lynende intelligens. Han ligner svigermors drøm. Adam studerer fysik på UBC og interesserer sig brændende for åndelige spørgsmål. Han besøger mig dagligt, og er vores kutters mest dedikerede descipel.

 

“Can I ask you a question, Lars?” Selvfølgelig kan han det. Vi har skubbet fire borde sammen. Gruppe af unge sidder og lytter opmærksomt til, hvad to kunstmunke har at sige. Lokale er stort og rummeligt. Røg danser under lavt hængende lamper af grønt glas i messingbeslag. Vægge og loft gule af nikotin. Ved indgang ligger lille bar som bestyres af en streng, lille, tæt, midaldrende dame med lyserøde læsebriller i opsat, gråsprængt hår. Den type som kan tale en urolig rocker til ro. I den fjerne ende to poolborde og en jukebox som netop er gået i gang med Johnny Cash: ”A ring of fire.” Vi befinder os bag en anonym dør i den beskidte ende af Gas Town. Sted er oprindeligt tænkt som Vancouvers Taxiklub men benyttes kun af kunstnere. Don’t ask, why?

 

Jeg lader hænder forsvinde ind i kuttes brede ærmer. Læner mig mod bord og søger ind i hans propiller. ”Please?” Adam stiller sit spørgsmål: ”Det forholder sig sådan med kvantemekanik, at man drager nogle slutninger baseret på fænomener uden at forklare proces. Ofte blokerer forklaringsbyrde for tankestrøm, således at man staller ved umulige opklaringsopgaver og glemmer den oprindelige hensigt. Hvis man betragter åndelige spørgsmål efter samme recept som kvantemekanik, kan man så opnå dybere indsigt?”

 

Jeg læner mig tilbage i stol uden at tage hænder ud af ærmer. Kutte yder god beskyttelse mod usikkerhed. Min foldede positur ligner én som tænker. Jeg har efterhånd lært orakles kropssprog. Tager det stille og roligt. Afventende. Venter på mig selv. Et godt svar har sin egen hastighed. Siver langsomt frem, når man undgår stress.

 

”Find en blank side i din bog, Adam. Tegn et træ.” Adam gør sig umage og tegner stamme og krone, grene og blade. Han skubber bog over bord. Jeg betragter tegning et øjeblik. ”Lån mig din blyant, Adam.” For nede af stamme trækker jeg en vandret linje. Så vender jeg bog på hoved og tegner et lignende træ i spejlvendt forlængelse af Adam’s. Skubber bog og blyant tilbage til den unge mand.

 

“We tend to forget the root beneath the surface. What you see is what you imagine. Certainty is a matter of conviction. What you know is what you decide. What is, will be, for you who become. The distance between curiosity and knowledge equals the distance between experiment and phenomena. Between audience and artist. To know a tree you simply have to become a tree.”

 

Kutte har talt. Det virker åbenbart overbevisende. Der er stille i taxiklub. Johnny Cash er død. Naboborde lytter med. Klubs gæster har lagt ansigter i eftertænksomme folder. Er der noget særligt ved munks ord. Noget vi ikke må gå glip af. Fra kuttes vrang studerer kunstnerspire den offentlige reaktion. Oplever hvordan ord lægges i mund. Vægt i ord. Mening bag handling. Når en kritisk masse beslutter at opgive sig selv for et øjeblik at tro på en mærkelig klædt fremmed. I sags natur er det munk som bliver belært ved fysisk involvering og strategisk performance. Jeg kikker over på Viktor. Han nikker bekræftende. Vi rejser os uden et ord og forlader det gode selskab. Fulgt til dørs af blanke, unge sind i bevægelse. Mission accomplished!